Skovflåt-gåden løst
skrevet af Søren Jakobsen
Denne artikel har tidl. været bragt i Ekstra Bladet - 31-07-2005
Første vigtige skridt er taget mod at fremstille en vaccine mod borrelia - den farlige sygdom, der spredes med skovflåter og hvert år gør nogle folk invalide, fordi bid med smitte opdages for sent.
Netop nu er det højsæson for flåter. De små dyr spredes med rådyr og ræve, og der findes flest, hvor disse bestande er tættest, nemlig på Sjælland og i Østjylland.
Bornholm har ganske vist landets tætteste bestand af rådyr, men til gengæld ingen ræve. På Fyn er rådyrbestanden gået stærkt tilbage efter sygdom.
Problemer er, at flåterne venter på os derude, når vi allerhelst vil nyde naturen.
En biobombe
Det er tidsskriftet Nature, der præsenterer de ny forskningsresultater. Borrelia-bakterien - der efter et uskyldigt udseende bid i et langt forløb kan give ledskader, lammelser og farlige betændelsestilstande i hjerte, hjerne eller rygmarv - er afsløret som et yderst raffineret biokemisk våben.
Indtil borreliaen kommer i kontakt med en skovflåt, er den uskadelig for mennesker, men når flåten har optaget bakterien, stjæler den et protein fra flåtens spyt. Så er bomben armeret. Med proteinet som skjold sætter borreliaen menneskets immunforsvar ud af spil.
I Danmark registreres det ikke, hvor mange mennesker der hvert år rammes af borrelia, men i Sverige smittes flere tusinde. En særlig farlig udgave er neuroborrelios, som lægerne er forpligtet til at rapportere om til Statens Seruminstitut. Her har man dog ingen tal for sommerens smittetilfælde.